Det har været et rigtig hårdt hundeår for os i år......
Man ved som hundeejer at der kommer en dag hvor man skal sige farvel til sin ven, og heldigvis er det ofte når hunden er ved at være træt efter et langt godt liv..... Da vi sagde farvel til Chang og Rex havde de levet et godt og forkælet liv, og de fortjente at få ro inden alderdommens sygdomme for alvor fik fat i dem......

Men men men..... Vi har også måttet sige farvel til vores højtelskede Nova i en alder af kun 3 år, og det er næsten ikke til at bære at min lille støjsender ikke er her mere..... og jeg savner min trofaste ven og skygge så meget....

At Nova's liv skulle ende så tidligt kom som et chok for os - og tanken om at min lille prinsesse har været så syg uden at vise eller fortælle os det er frygtelig....
Nova havde været lidt småt spisende, men sådan var hun jo nogle gange - dog ville hun gerne have guffer og hvad hun ellers kunne tigge sig til... Fredag aften begyndte hun at ryste, og lørdag morgen ringer jeg efter dyrelægen - han kommer og kigger godt og grundigt på hende, og mener at hun har mavekatar, giver hende noget for at berolige maven, lidt pencilin og ordinerer skånekost. Nova's lyst til mad er ikke stor nu, men hun leger og skaber sig som hun plejer - så jeg vælger at tro, at det er lidt maveproblemer der driller hende.. Mandag får jeg fat i skånekost på dyrehospitalet, og hun spiser med stor lyst, og jubiii tænker jeg, så er vi på rette vej. Tirsdag nat er Nova meget urolig, og begunder at ryste meget igen - jeg får puttet hende godt ind til mig og hun falder til ro... men det gør jeg ikke, og havde følelsen af, at hun var ved at sige farvel til livet. Onsdag er vi på dyrehospitalet, hvor hun bliver atter bliver undersøgt - nu er hendes mave øm, og de mistænker hende for at have livmoderbetændelse... Dyrelægen siger til mig: "din hund er jo ikke voldsomt syg!!!" Hun giver Nova noget smertestillende og noget mere pencilin, og vi aftaler at jeg skal komme med hende dagen efter til røngten og evt. blodprøver, så vi kan finde ud af hvad der er galt. Jeg kører hjem med Nova, og men er stadig urolig. Torsdag morgen afleverer jeg Nova på dyrehospitalet, aftaler med dyrelægen at hun skal ringe hvis Nova skal opereres - timerne går og jeg hører ingenting, jeg føler mig lettet og begynder at tro, at det ikke er så slemt..... men men men, så ringer telefonen. Dyrelægen fortæller, at røngtenbillederne ikke viste noget og de indre organer så fine ud.. De har så taget blodprøver på hende, og da de finder hende ret dårlig, vælger de at undersøge det de selv kan. Blodprøverne er katestrofale, og viser at hendes nyrer er stået helt af - tallene er så slemme, at de tager prøven om, da de tror at de har lavet en fejl.... det ene tal måtte højest være 4,5 og var 126 - den anden måtte være højest 159 og var 1122 - og et menneske kommer i dialyse ved 700. Min lille hund burde have vært død, men har kæmpet bravt. De havde lagt hende i væskedrop, men da hendes tal så sådan ud, mente de ikke at hun kunne reddes, de ville dog lade hende ligge i droppen indtil næste dag... Men det kunne jeg ikke, og tog det tunge valg om at hun skulle aflives. Jeg kunne ikke byde hende at hun skulle kæmpe alene, for en kamp hun højst sandsynligt ikke kunne vinde.... Så kort tid efter fik Nova fred, og sov stille og roligt ind i mine arme....
Men hun lever i mit hjerte hvor hun har sat de smukkeste poteaftryk, og jeg glæder mig til at savnet bliver mindre, så jeg kan tænke på alle de gode minder og stunder jeg havde med hende, uden at blive trist og ked af det....
R.I.P. min lille stjerne........